Dansk klassemesterskab 2015

Weekenden 29-30. august holdt vi klassemesterskab i Contenderklassen i forbindelse med Aarhus Festugecup.


De 12 deltagende contenderjoller delte bane med  505- og Finnjoller.

Feltet bestod af verdensmesteren fra 2013 i top til os novicer i bunden, som har sejlet nogle år. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være godt med i feltet som relativ ny i klassen, hvilket Jeppe Sørner er et godt eksempel på.

 

Lørdag havde vi vind fra 4-8 m/s, med pust over 10 fra sydøstlig retning. Vi var udfordret af vinddrejninger, hvilket nogle var bedre til at udnytte end andre.

 

Det må dog siges, at Søren Andreasen og Jacob Kristensen konstant var ”heldige” for de tog resolut henholdsvis fire første og fire andenpladser hjem. Tredje og fjerdepladsen kæmpede lokale Per Hansen og den tyske sejler Max Billerbeck om.

 

Til søndagen lovede de 0-2 m/s, og det holdt. Ingen vind og først udsigt til  mere vind kl.15 blev sejladserne blæst af kl.11.

 

Dermed kunne vi klappe af Søren, Hellerup på førstepladsen, Jacob, Hellerup på andenpladsen, og Per tog tredjepladsen hjem til værtsbyen.

 

Bedste kvinde blev velfortjent Frederikke Mikkelsen (også) fra Hellerup til ærgrelse for undertegnede, som må ud at træne mærkerundinger.

 

Opsummering fra gode timer på vandet lørdag og sparken dørk på havnen søndag er, at Contenderklassen favner bredt, og at der er konkurrence til alle fra top til bund. Super sjov jolle hvor man konstant kan udfordre sig selv.

 

Hjælpsomme konkurrenter med alt fra værktøj, en ekstra hånd, og gode råd som f.eks at slække helt ud, når man bommer rundt om slagmærket.

 

Et sådant råd inden sejladsen lørdag havde måske reddet mig for følgende vantro bemærkning fra Jacob: ”Var der nogen der væltede i dag? ” Og ja - vi var flere som måtte ned og mærke på vandtemperaturen.

 


 

I Hellerup, Aarhus, Roskilde og Aabenrå er der mulighed for at prøve en klubjolle. Gå ind på contender.dk – Prøv en klubjolle -og find din nærmeste kontaktperson og aftal en tid. Jeg håber, at vi ses på vandet.

 

Tak til Ole Tip, som med brækket arm ikke ville sejle ægte "single-handed", men i stedet tog turen til Aarhus fra Jyllinge for at fotografere fra topmærkebåden.


Fotos i høj opløsning

Video

 

Resultater

 

Solvej