Kielerwoche 2015
Kiel viste sig i år fra sin venlige side. Vejret var forholdsvis lunt og solen skinnede i perioder. Havnen i den olympisk by emmede af liv da sejladserne for de internationale klasser blev afviklet i perioden 25. til 28. juni.
Contenderklassen stillede i år med 47 deltagende både fra hhv. Tyskland, Holland, Danmark, England og Australien. Hele 12 af de 47 contendere var danske.
Torsdag blev der sejlet 2 sejladser. Første start kl 13. Vinden var let, skiftende både i retning og styrke. Bølgerne var de velkendte krapsøer som er kendetegnende for Kiel og en del strøm var der også. Alt i alt en svær bane at sejle på. Ikke overraskende endte den lokale sejler Max Billerbeck på 1. pladsen efter dagens sejladser, med australieren Mark Bulka på andenpladsen.
Fredag var præget af vindstille. Officielt var der planlagt 3 sejladser, men sejlerene måtte vente indtil middag før de blev kaldt på vandet. Professionelt vurderet af baneledelsen passede det med, at da sejlerne havde taget den time lange tur ud til banen friskede vinden og der kunne afvikles endnu 2 sejladser. Men igen på en meget svær bane med tryk på dele af banen og vindhuller andre steder. Også efter 2. dag førte Max Billerbeck med 9 point, men nu med Hellerup sejleren Søren Dulong Andreasen på anden pladsen med 18 point. På tredje pladsen kom Jacob Kristensen også fra Hellerup Sejlklub. På 6. pladsen var Jesper Nielsen fra Sønderborg.
Lørdag var præget af mere vind; omkring 5-6 m/s. Stadig en svær bane med både krapsø, vindspring og strøm. Banelederne var konsekvente og efter to omstarter blev der sat sort flag. Nu blev der så vendt lidt op og ned på pladserne, da Jesper Nielsen overbevisende tog 3 førstepladser, Max Billerbeck endte på hhv. 8. 13. og 7. pladsen og Jacob Kristensen fra Hellerup overraskede med en flot 5. 4. og 3. plads. Efter 7 sejladser og en fratrækker var stillingen nu: 1. pladsen til veteranen Søren Dulong Andreasen, 2. pladsen til Jesper Nielsen og 3. pladsen til Max Billerbeck.
Søndag –og sidste sejldag blev det besluttet at prøve at gennemføre 3 sejladser. Vinden var stadig omkring 5-7 m/s. og der blev sat sort flag lige fra første start. Denne dag var kendetegnet af, at mange sejlere, -også de allerdygtigste lavede fejl. Sejladserne kan genses her . Igen imponerede Jesper Nielsen, med en 2. og en 1. plads inden han rundede af med en 10. plads som anden fratrækker. Mark Bulka havde fundet formen og lavede en 1. en 2. og en 6 plads. Søren Dulong Andreasen sejlede en anelse under niveau og endte på en 7. og to 5. pladser. Til gengæld overraskede Per Hansen fra Århus med en 3 plads i sidste sejlads. Vinder af årets Kieler Woche blev derfor Jesper Nielsen fra Sønderborg.

Også nede i feltet blev der udkæmpet mange dueller mellem de øvrige deltagere. Specielt Solvej Trautner fra Århus sejlklub sejlede overbevisende og endte som bedste kvindelige deltager på en flot 33. plads.
Til sidste kom der en lektion i hvordan man lynhurtigt kommer fra anden- til førstepladsen.
Kieleruge 2015 resultater
Tracking fra 8. 9. og 10. sejlads
Generelt er Kieler Woche et flot og meget disciplineret stævne hvor der sejles intensivt gennem fire dage og stævnet betragtes derfor også af flere sejlere som årets vigtigste ”tune-up” stævne til de efterfølgende store mesterskaber, i år VM i Medemblik i Holland fra 25. til 31. juli.
Skrevet af Frank Stigborg.