Sail extreme Kerteminde 2015

Sail Extreme lignede på flere punkter sig selv, stævnet var stort men velorganiseret, Ole sørgede for lækker grillmad lørdag aften og Søren Andreasen vandt.

 

Tyskerne mødte ikke så talstærkt op som de plejer, men det var dejligt, at nogle alligevel havde fundet vej, så vi i alt var 19 både.




Lørdag blev der afviklet fire gode sejladser i 6-8 m/s. Det var dog en noget koldere dag end vejrudsigten havde lovet så de fleste havde problemer med at holde varmen og var godt trætte efter dagens sejladser. Søndag var der svag og meget springende vind, men også høj sol og noget mere varme end dagen før. Der blev afviklet tre sejladser.



 

Vi var nogle, der lørdag aften snakkede om, at man nok ikke skal begynde at sejle Contender, hvis man er meget glad for at vinde, da sandsynligheden for rent faktisk at vinde en sejlads er ret lille. Til gengæld er da masser af mulighed for at vinde en personlig sejr, hvis man sætter sig nogle mere realistiske mål. Det er mit indtryk at de fleste har det på samme måde. For mange var rigtig godt tilfredse med at have slået en person, de normalt ligger bagved eller have klaret sig lidt bedre i en enkelt sejlads. At lave en god start eller komme op til topmærket som en af de første er også noget, mange kan leve højt på længe.

 

Derudover er Contenderfeltet i grove træk delt i tre grupper, og det er mit indtryk at alle har nogle på samme niveau at kæmpe med. Der er de rigtig hurtige, som vinder internationale mesterskaber, og de kæmper om de første pladser, så er der mellem gruppen, der efterhånden har godt styr på det, men ikke helt kan følge med de hurtigste, og så er der den gruppe, jeg selv tilhører som gerne lukker sejladserne. Den virkelige konkurrence foregår i virkeligheden inden for disse grupper. Lørdag tog jeg mig selv i at tænke ”ej hvor har jeg god fart på kryds lige nu”, fordi jeg fulgte med min egen gruppe, uden overhovedet at overveje, at Søren og Jesper allerede var flere hundrede meter foran. Succeskritieret for min sejlads er ikke de første både, men derimod, hvordan jeg ligger i forhold til de andre på mit niveau, og sådan tror jeg, vi er mange der har det. Derfor synes jeg at også, at pinsens stævne igen beviste, at contenderklassen er sjov at være med i lige meget, hvor længe man har sejlet og hvor god man er.


Frederikke Mikkelsen


Resultat Sail Extreme Kerteminde 2015