Århus festuge: God vind, regn og deltager rekord!

Tyve Contenderjoller mødte op til til Aarhus Festuge stævne og det er rekort (bortset fra 2013, hvor det samtidig var DM). Der var mødt i alt otte tyskere op heriblandt nogle af de bedste (2x Christoph og Max) samt John Mc Lean fra Australien.

Vi fik otte sejladser i god vind fra 4 til 10 m/s og vi fik vasket vores sejl i ferskvand fra himlen både lørdag og søndag, men heldigvis var vejret fint, da vi kom i havn.
Lørdag startede med jævn vind fra syd-øst og det viste sig hurtigt at kampen om podiepladserne var mellem de 2 x Christoph og Jesper.

Syd-østen vinden gav nogle gode bølger, og da vinden tog til i løbet af dagen voksede bølgerne tilsvarende. I sidste sejlads var vinden nået op på godt 10 m/s og bølgerne var rigtig sjove! Christoph Homeier sejlede den bedste serie lørdag med 1, 2, 2 og 1, mens Jesper og Christoph Engel lå a point med hver en 1., en 2. og 2 x 3. plads.

Sejladserne blev afviklet i rask tempo uden noget ventetid, så vi var allerede i havn kl 15 - herligt med tid til at være sociale!

Lørdag aften var der fællesspisning sammen med Finn jolle sejlerne - Helstegt pattegris. Det var en stor gris, så der var rigeligt mad til både hjælperne og os Contender- og Finn-jollesejleree (ialt ca. 150 personer). Efter en hyggelig middag gik "de unge" en tur i byen til Festuge.

Søndag startede med meget svag vind fra nord-øst, så det var et langt og langsomt kryds ud til banen i 1-2 m/s. Efter en byge kom vinden - først ret svag, men senere op til 6-7 m/s. Retningen skiftede en del, hvilket bl.a gav en noget kaotisk start, hvor vi næsten ikke kunne komme over startlinjen på styrbord halse. I sidste sejlads sprang vinden ca. 40 grader og Claus der var på rette sted på rette tid i forhold til vindspringet fik en 1. plads (med kun 4 stagvendinger i hele sejladsen).

Christoph Homeier lavede også søndag den bedste serie med 3, 1, 1 og 2 og sluttede efter 8 sejladser med kun 8 point (med 2 fratrækkere). Jesper og Christoph Engel fortsatte med at være meget jævnbyrdige, men det lykkedes dog Jesper af få 2. pladsen, hvorefter tyskerne satte sig på 3. 4. 5. 6. og 7. pladsen - vi var næsten for flinke ved vores gæster. Til gengæld håber vi at de kommer igen til næste år!

Contender resultater Aarhus festuge 2014


Nr 1-5 i contenderklassen ved Aarhus festuge 2014
I forgrunden fotografer John Mclean, der kom helt fra Australien for at sejle med os

Per DEN 2276