Klassemesterskab for Contender 2013

Den traditionsrige Århus Festuge kapsejlads i den første weekend i september  var i år rammen for Contendernes klassemesterskab.

Der var tilmeldt 26 både, heriblandt en del tyskere og nye danskere i klassen.

De blæsende forhold gjorde desværre stævnet mest egnet til de erfarne sejlere med lidt tyngde. Lidt synd for de mange nye, der havde fundet vej til Århus, og ikke fik sejlet så meget.  Men det var rart se nye ansigter og hyggeligt på land. Til de nyes trøst kan vi sige, at vi alle har badet og tumlet rundt i begyndelsen af vores Contenderkarriere. Nogen af os gør det fortsat, om end i lidt mindre omfang!

De fleste ude på banen var ude at bade, og Århus Sejlklub skal have ros for at have sørget for høje badevandstemperaturer i Århusbugten.

Der blev gennemført 3 sejladser om lørdagen, og 4 om søndagen.

En kort opsummering af vejrforholdende:

1. sejlads: meget vind

2. sejlads: mere vind

3. sejlads: endnu mere vind, og så blev vi sendt i land!

4. sejlads: knap så meget vind

5. sejlads: meget vind og regn

6. sejlads: meget vind og regn

7. sejlads: endnu mere vind og mere regn.

 

Begge dage var vinden i sydvest og vest, så vores bane lå langt ude i Århusbugten med pæne bølger, og ikke mindst en meget lang sejltur tilbage til havnen på kryds.

 

Der var også et par havarier. Det mest alvorlige var for Schappi, der brækkede masten. Typiske småhavarier var knækkede snore og blokke og et par tabte ror. Så udskiftning af slidte dele og snore, og ikke mindst behørig sikring af ror, er en god ide for at gennemføre sejladserne. Og når det går galt, er det vigtigt at have en slæbeline ombord. Til internationale stævner er det et krav, at alle medbringer en slæbeline på minimum 15 m, men sådan en kan også være nyttig i Århusbugten.

Contenderne delte bane med Finn- og Wayfarerjoller. Jeg var ved at blive pløjet ned af en Wayfarer, som på det tidspunkt oplevedes som en pansret mandskabsvogn.

Klassemesterskabet blev vundet af verdensmesteren Søren Dulong Andreassen, der havde 4 førstepladser, en andenplads og to tredjepladser.

Jesper Nielsen, klassens unge sprøde fyr, lå lige i hælene på Søren med 4 andenpladser, en førsteplads, og to tredjepladser.

Det var flot og stabilt sejlet af de to.

På tredjepladsen kom Christoph Homeier, der også tog et par førstepladser i sejladserne.

 

Resultatlisten er præget af at mange udgik af en eller flere sejladser.

Resultater klassemesterskab 2013

 

Lørdag eftermiddag holdt DCA sin årlige generalforsamling. Efterfølgende havde Århussejlerne sørget for middag. Århussejlerne sørgede også for morgenmad begge dage og sovepladser i deres kølbåde.

 

Tak for indsatsen, og vi kommer gerne igen!

 

Thomas Hernø