Kieleruge 2013 - sådan gik det
Kieler-ugen 2013 blev en af de mest blæsende længe.
Det startede med ca. 8 m/s i middelvind fra vest om torsdagen. Fredag var den øget til 8-10 m/s stadig fra vest. Lørdag var der tåge og stille om formiddagen, men ved middagstid klarede det op og vinden øged til perioden med 12-14 m/s i middelvind, men nu fra nordnordvest. Søndag nogenlunde samme vindstyrke som lørdag, men igen mere vestlig.
Vestenvind giver krapsø på Contenderbanen udenfon fyrtårnet ved indsejlingen til Kielerbugten. Vind fra nordnordvest giver rigtig store krappe bølger. Så det var rigtig svært - men også spændende - at plane på halvvind på skæresiderne på trekantbanen.
Vi delte bane med OK-jollerne og kunne se vores ex-contendersejler - Bo Petersen - hænge hårdt og kæmpe med om førstepladsen i OK-feltet. Bo endte med at blive nr. 2 i OK-klassen.
Jesper Nielsen førte contenderklassen efter torsdagens sejladser med 2 førstepladser ud af 3 mulige.
Søren Andreasen overtog føringen af contenderklassen efter lørdagens sejladser.
Slutresultatet blev dog, at Mark Bulka fra Australien vandt Kielerugen, Søren Andreasen endte på andenpladsen, Christoph Homeier (Tyskland) tog tredjepladsen og Jesper Nielsen tog fjerdepladsen.
Fra de fire var der et pointhul ned til de følgende. Men det skal fremhæves, at Jacob Christensen blev nr. ni.
Torsdag til lørdag middag regnede det. Fra lørdag middag opklaring og gradvist mere sol. Så det hele var knapt så festligt som det plejer. Det hjalp dog på det festlige, at den tyske contenderklasse lavede grillaften for klassen lørdag aften.
Resultater contenderklassen kieleruge 2013