Kieleruge 2011 - Danskere overalt

Contenderfeltet til Kielerugen i 2011 var på imponerende 53 både, heraf 11 danske.

Feltet var stærkt besat. Skønsmæssigt manglede der kun 2-4 stykker af favoritterne til top-10 placeringerne ved VM om 2 uger i England. Så det var god træning til VM med over 130 tilmeldte både, heraf ikke mindre end 12 danske.

De danske både var med over det hele - både i top og bund og midt i feltet.

Søren Andreasen og Bjarke Johnsen tog 2. og 3. pladsen, kun slået af Christof Homeier, der var på hjemmebane.

Søren og Bjarke gav endda lidt respit til Christof ved begge at misse et mærke på førstedage og få hver en DNC.

I den anden ende af feltet lykkedes det ikke at forvise en tysker til sidstepladsen. Så plads 52 og 53 tog Søren Winther og Ole Lahn.

Her var der også mange bogstaver på resultatlisten, mest på grund af havarier.

De øvrige danskere blev placeret fra plads 8 til 44.

Spirevippen Lærke Buhl havde det ikke nemt, når det blæste. Men i det flove vejr om søndagen tog Lærke en flot 14. plads i sidste sejlads.

I de internationale klasser blev der sejlet fire dage torsdag-søndag med tre sejladser pr. dag de første tre dage og en sejlads om søndagen.

Vinden var alle dage vestlig med byger med skiftende vindstyrker og drejende vind.

Torsdag og lørdag var temmelig lig med op til 6-8 m/s, men også spændende vindhuller ind i mellem. Rigtig sjovt contendervejr.

Fredag var der nogen mere vind 8-10 m/s og i pustene endnu mere. Endnu sjovere contendervejr og meget spændende.

Søndag var der svag vind med hvad dertil hører af vindstriber, huler og drejninger. Så dommerne valgte at stoppe sejladserne efter dagens første og dermed eneste sejlads.

Som altid er Kiel fantastisk. Masser af joller, velorganiseret og en folkefest på havnen.

Kieleruge 2011 resultater (pdf)

Contenderfilm Kiel 2011