Tæt løb til Århus festugestævne

Århus Festugestævne 2010 blev i Contenderklassen til de kontinentale mesterskaber - med deltagere fra Århus og Tyskland.

Nogle af sjællænderne og en sønderjyde havde valgt at deltage i det italienske mesterskab for contender, jf. forrige artikel. Men vi savnede dem i Århus sammen med nogle flere sjællændere.

Festugestævnet var et godt arrangement, hvor der var sørget for frisk vind lørdag og noget mindre vind søndag og der blev sejlet 4 sejladser begge dage.

Den friske vind om lørdagen betød, at 4 både skilte sig ud i spidsen. Samtidig blev der sejlet og badet i den anden ende af feltet, men de kæmpede bravt og gennemførte alle sejladser.

Per Henrik Hansen førte efter lørdagen med et par point til Claus Litzinger, der også havde et lille forspring til Henning Wermuth.

Søndagens lette luft fra 2 m/sek øgende til 5 m/sek medførte, at posen blev rystet noget.

Men det blev alligevel de tre århusianere på podiepladserne - bare i en anden rækkefølge og pointlighed mellem nr. 1 og 2.

Nr. 1 Claus Litzinger, Århus 12 point
Nr. 2 Per Henrik Hansen, Århus 12 point
Nr. 3 Henning Wermuth, Århus 17 point

Resultater Contender Århus Festuge 2010