Horsens Fjord lagde i weekenden 6-7. september vand til det danske mesterskab i Contender-klassen, og her blev sejren – ikke overraskende – snuppet af Danmarks mest vindende contendersejler: Søren Dulong Andreasen fra Hellerup. Med sin overlegne præstation sikrede han sig DM-titel nummer 20 og cementerede dermed sin status som en levende legende i klassen.
Kampen om podiepladserne bød ikke på de store overraskelser. De tre danskere, der også gør sig gældende helt i toppen af verdenseliten, satte sig solidt på medaljerne. Søren øverst, foran den regerende europamester Jesper Armbrust fra Aabenraa og klubkammeraten Jacob Kristensen fra Hellerup på tredjepladsen.
Søren tog sin første DM-titel helt tilbage i år 2000, og siden da har hans navn prydet vandrepokalen hele 20 gange. Dertil kommer to verdensmesterskaber og to europamesterskaber – en imponerende samling, der understreger, hvorfor han regnes som den største contendersejler i dansk historie.
Skiftende vejr og spænding på banen
Stævnet bød på klassisk dansk sensommervejr – og en god portion tålmodighed. Lørdagen startede med høj sol og let vestenvind, hvor det lykkedes at få gennemført to sejladser. Forsøget på en tredje sejlads måtte dog opgives, da vinden døde ud netop som feltet nærmede sig bundmærket. Det var en klog beslutning af baneledelsen – ikke mindst fordi vinden, da den vendte tilbage, havde skiftet retning markant.
Én, der nok ærgrede sig over at sejladsen blev opgivet, var Jacob Kristensen, som på det tidspunkt havde sejlet sig til et solidt forspring. Men vinden er lunefuld, og sådan er gamet i sejlsport.
Søndag startede helt stille – men præcis som vejrudsigten lovede, kom vinden smygende ind over fjorden kort før første start kl. 10. Og herfra blev det en fest!
I takt med at vinden tog til i løbet af dagen, fik feltet gennemført hele fire sejladser – med masser af fart, action og trapezsejlads til glæde for både sejlere og tilskuere.
Alt i alt et velafviklet mesterskab i smukke omgivelser – og med en velfortjent vinder på toppen af podiet!